Vedtægter
Vedtægter for Islandshesteklubben THOR
§ 1.
Klubbens navn er ”Islandshesteklubben THOR”. Dens hjemsted er Lejre kommune.
§ 2.
Klubbens formål er at fremme interessen for den islandske hest.
§ 3.
I klubben kan der optages aktive og passive medlemmer, der kan tilslutte sig klubbens formål. Passive medlemmer har ingen stemmeret. Optagelse af umyndige kræver samtykke fra forældre/værge. Ethvert aktivt medlem forudsættes at yde et efter alder, helbred og facilitetsbenyttelse passende praktisk bidrag til klubbens drift. Indmeldelse sker ved henvendelse til bestyrelsen. Medlemskabet er gyldigt fra den dato, hvor kontingentet er betalt. Udmeldelse skal ske skriftligt.
Generalforsamlingen kan vedtage en øvre grænse for medlemstallet – evt. venteliste kan oprettes.
§ 4.
Generalforsamlingen kan ekskludere et medlem, såfremt vedkommende har handlet i åbenbar modstrid med vedtægternes formålsbestemmelser eller på anden måde skader klubbens interesser eller omdømme. Eksklusion kræver 2/3 stemmeflertal.
§ 5.
Årskontingentet fastsættes på den ordinære generalforsamling gældende for efterfølgende betalingsperiode 01.07.-30.06. Ved indmeldelse i perioden 01.03 – 30.04 betales halvt kontingent. Ved indmeldelse 01.05 – 30.06 betales ikke kontingent for igangværende kontingentperiode. Ingen kan dog stemme ved en evt. ekstraordinær generalforsamling uden at have betalt mindst halvt kontingent. Kontingentet forfalder 15. juli. Er kontingentet ikke betalt senest 31.07, rykkes én gang. Betales ikke 8 hverdage herefter, slettes vedkommende som medlem, men kan optages på ny mod betaling af restance og en bod på 100,- kr.
§ 6.
Aktive medlemmer har ret til at ride i ridehuset og benytte de øvrige faciliteter i overensstemmelse med de til enhver tid fastsatte regler herfor.
§ 7.
Klubbens anliggender varetages af en bestyrelse på 3 eller 5 medlemmer, som vælges på den ordinære generalforsamling. Bestyrelsen vælges for 2 år af gangen, hvoraf skiftevis 1 (eller 2) og 2 (eller 3) er på valg. Bestyrelsesmedlemmerne og suppleanterne skal være fyldt 15 år og være medlem af klubben. Der vælges 2 suppleanter for 1 år ad gangen. Genvalg kan finde sted. Bestyrelsen vælger selv formand, næstformand, sekretær og kasserer.
Endvidere vælges 2 revisorer for 2 år ad gangen, og således at de er på valg hvert andet år. Revisorsuppleant vælges for 1 år.
§ 8.
Bestyrelsen mødes på forlangende af et bestyrelsesmedlem. Alle bestyrelsesbeslutninger tages ved almindelig stemmeflerhed. Står stemmerne lige, er formandens stemme afgørende og i dennes forfald næstformandens. For at en gyldig bestyrelsesbeslutning kan tages, må mindst 3 (2) bestyrelsesmedlemmer være til stede og deltage i afstemningen. Sekretæren fører referat over bestyrelsesmøderne og udsteder referat til bestyrelsens medlemmer og suppleanter. Referatet godkendes på det efterfølgende bestyrelsesmøde. Referater, bortset fra evt. særlige personfølsomme oplysninger, offentliggøres løbende på klubbens hjemmeside.
§ 9.
Bestyrelsen disponerer over klubbens formue, herunder klubbens ejendom, til klubbens fordel og træffer alle beslutninger vedrørende dens virksomhed. Tegningsberettigede er formand eller kasserer og to medlemmer af bestyrelsen i forening. Klubbens medlemmer og dens bestyrelse hæfter ikke personligt for klubbens gæld eller andre forpligtelser. Dog skal låneoptagelse/kreditkøb og eventuel udlejning af klubbens ridehus i en længere periode til private rideskoler eller andre klubber godkendes på en generalforsamling.
§ 10.
Regnskabet afsluttes den 31. december og forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse efter revision. Samtidig forelægges budget for det kommende år til godkendelse. Klubbens aktiver optages ikke beløbsmæssigt i regnskabet, med mindre disse er behæftet med gæld – og da kun med en værdi svarende til gælden. Finder bestyrelsen, at gælden er større end aktivets værdi, påhviler det bestyrelsen at indstille til generalforsamlingens godkendelse, at aktivets antagelige reelle værdi anvendes ved regnskabsaflæggelsen.
§ 11.
Generalforsamlingen er klubbens højeste myndighed. Beslutninger på generalforsamlingen vedtages ved simpel stemmeflerhed. Afstemningen foregår ved håndsoprækning, medmindre bestyrelsen, eller mindst 3 medlemmer, forlanger skriftlig afstemning. Et medlem kan lade sig repræsentere på generalforsamlingen ved behørig fuldmagt. Ingen kan, ud over sig selv, repræsentere mere end et medlem.
§ 12.
For at ændre vedtægterne kræves, at dette godkendes på en generalforsamling, hvor mindst 2/3 af de fremmødte stemmer for forslaget.
§ 13.
Den ordinære generalforsamling afholdes i første kvartal. Tid og sted for generalforsamlingen skal ved skriftlig invitation/ pr. mail/offentliggørelse på klubbens hjemmeside eller ved anden offentliggørelse bringes til medlemmernes kendskab med mindst 1 måneds varsel. Forslag som ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal sendes til formanden senest 20. december. Kun medlemmer med gyldigt medlemskab har adgang til generalforsamlingen, dog kan medlemmers ægtefæller, samlevere og børn deltage uden stemmeret.
Dagsorden for ordinær generalforsamling:
1) Valg af dirigent.
2) Valg af referent.
3) Valg af stemmetæller.
4) Formandens beretning.
5) Kassererens fremlæggelse af regnskab og budgetforslag.
6) Behandling af indkomne forslag
7) Fastsættelse af næste års kontingent.
8) Valg til bestyrelsen.
9) Valg af suppleanter.
10) Valg af revisor.
11)Valg af revisorsuppleant.
12) Valg af websideredaktør
13)Valg af underudvalg, som eksempelvis stævneudvalg, aktivitetsudvalg,
hal/baneudvalg.
14) Eventuelt.
Ændringer af, eller tilføjelser til, dagsordenen kan forekomme.
§ 14.
Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes, med meddelelse af dagsorden, når bestyrelsen anser det for nødvendigt, eller når mindst 20% af medlemmerne skriftligt indgiver begæring derom. Der regnes med det seneste opgivne medlemstal til Dansk Islandshesteforening ved beregningen. I sidste tilfælde skal den ekstraordinære generalforsamling finde sted senest 3 uger efter begæringens modtagelse.
Den ekstraordinære generalforsamling indkaldes skriftligt/pr. mail med mindst 8 dages varsel.
§ 15.
Klubbens opløsning kan kun forekomme, når beslutning herom vedtages på 2 på hinanden, med mindst 14 dages mellemrum, afholdte generalforsamlinger, hvoraf den ene skal være ordinær. For at beslutningen er gyldig kræves, at opløsningen på begge generalforsamlinger vedtages med mindst 3⁄4 af de afgivne stemmer. Ved opløsning af foreningen skal en eventuel formue tilfalde almennyttige formål. Hvilke besluttes ved alm. stemmeflertal blandt de på den sidste generalforsamling fremmødte.
§16.
Islandshesteklubben THOR er en lokalklub under Dansk Islandshesteforening.
Klubben, og enhver af dennes medlemmer, er derfor forpligtet til at rette sig efter Dansk Islandshesteforenings love, reglementer og bestemmelser, herunder fastsatte voldgiftsbestemmelser.
Bestyrelsen udpeger, om fornødent, repræsentanter til Dansk Islandshesteforenings klubmøde, generalforsamling og evt. repræsentantskabsmøde og lign., hvor de pågældende repræsenterer klubben og fremfører de aftalte synspunkter og evt. afgiver stemmer i overensstemmelse hermed.
Ovenstående vedtægter er vedtaget på den ordinære generalforsamling den 5. februar 1966, med ændringer, vedtaget på den ekstraordinære generalforsamling den 11. februar 1967, med ændringer vedtaget på den ekstraordinære generalforsamling den 9. december 1969, med ændringer, vedtaget på den ordinære generalforsamling den 20. november 1971, med ændringer, vedtaget på den ekstraordinære generalforsamling den 12. december 1975, med ændringer, vedtaget på den ekstraordinære generalforsamling den 25. november 1988, med ændringer, vedtaget på den ekstraordinære generalforsamling den 27. marts 1995, med ændringer, vedtaget på den ekstraordinære generalforsamling den 17. marts 1998, med ændringer, vedtaget på den ekstraordinære generalforsamling den 3. april 2001, med ændringer, vedtaget på den ordinære generalforsamling den 20. februar 2004 med ændringer, vedtaget på den ordinære generalforsamling den 27. februar 2007, med ændringer vedtaget på den ekstraordinære generalforsamling den 5. december 2007, med ændringer vedtaget på den ordinære generalforsamling den 7. februar 2008, med ændringer vedtaget på den ekstraordinære generalforsamling den 4. marts 2010 , med ændringer vedtaget på den ordinære generalforsamling den 6. februar 2016 og med ændringer vedtaget på den ordinære generalforsamling den 17. februar 2022 .